Vis mig dit burndown, og jeg skal sige dig, hvem du er

Skihoppet:
Teamet starter godt – med alle de nemme opgaver. Når der ikke er nogen vej uden om, tager man fat på den user story, som ingen har haft lyst til at lukke op, og som viser sig at være meget mere kompliceret og indeholde flere opgaver end nogen havde regnet med.

 

Gibraltar: Sprintet starter stille og roligt. Der er ligesom ikke det store fokus på at gøre opgaver helt færdige, og dermed sikre at alle opgaver ender i et veldefineret DONE state. De hænger og venter på at blive verificeret. To dage før sprintet slutter, siger én – måske en scrum master – “hvis ikke vi får lukket de opgaver nu, har vi ingenting vi kan demonstrere på mandag”. Panikken breder sig, og alle smider alt hvad de har i hænderne, for at kaste sig over codereview og testcases.

Den Grønne Løjpe: Teamet arbejder godt og når som regel komfortabelt de mål de har sat sig. Det hele er lidt kedeligt og uden de store armbevægelser. Det er hyggeligt, men ingen bliver bedre eller dygtigere, hvis ikke de bliver udfordret. At et team rutinemæssigt når sine mål i det enkelte sprint, er slet ikke det samme, som at nå de forretningsmæssige mål på release niveau.

Langrendsløjpen: Allerede på dag 2 vokser antallet af tasks, da teamet opdager, at de har overset en række vigtige ting, da de nedbrød opgaven. Det er et mønster, der gentager sig for hver eneste user story, de går i gang med. Måske råmaterialet ikke har været KLAR til udvikling, da det blev taget ind i sprintet, eller måske nedbrydning og forståelse af opgaven ikke har været i høj kurs i teamet.

Skovløjpen: Det svinger op og ned – Der er flow i opgaverne og hver dag byder på sine udfordringer. Det viser at man ikke kan planlægge med en lige linie, men at det handler om ikke at afvige alt for meget. Teamet er ambitiøst og får det meste færdigt, men sørger også altid for at have ekstra arbejde, som man kan forsøge at nå – kun ved den rette balance mellem altid at have lidt travlt og samtidig fokus på at gøre ting rigtigt og grundigt, får man høj fremdrift parret med høj kvalitet. Der er ikke noget galt i at mangle lidt i slutningen af sprintet. Det sikrer, at man også undervejs er skarp på, hvad der er vigtigst, og at man hele tiden har fokus. Det kan man f.eks. opnå ved at lave både commit goals (Det vi “skal” nå) og stretch goals (Det kan vi måske, hvis det går over forventning).

Fra Grøn til Sort Løjpe: “Sh*t, jeg så ikke det skilt!”. Pludselig bliver en blød bakke til en lodret klippevæg. Det går rigtig langsomt i starten og man får ikke rigtig hul på arbejdet. Så pludselig går det lodret ned, for senere at flade ud igen. Teamet har overtalt product owner til at smide en masse stories ud af sprintet, da det er gået op for dem, at user stories, der så overskuelige ud ved planlægning, indeholdt mange skjulte fælder og komplikationer. Eller måske er årsagen, at en smitsom influenza har hærget i afdelingen, så de få tilbageblevne naturligvis har nået meget mindre, end hele teamet kunne have nået.

Sletten: Det går ligeud det meste af vejen. Teamet er urealistisk med hensyn til, hvor meget de kan nå og urutinerede i at lukke opgaver. Enten er det lige i starten af deres agile rejse, eller der er ingen forventninger og konsekvenser af uforudsigelighed. Det er ikke en gang lidt pinligt, hvis man ikke kan demonstrere noget som helst ved afslutningen af sprintet. (Dette diagram vil man kun yderst sjældent se, da teams der arbejder på denne måde foretrækker at undlade at lave burn-down diagrammer)

Dette var mest tænkt, som en spøg til årstiden – men som Piet Hein skrev: “Den, som kun tar spøg for spøg, og alvor kun alvorligt, han og hun har faktisk fattet begge dele dårligt”